Beyra Grande Reserva 2018 i trækasse

Flaskehalsen

Det er ret vildt, som Rui Roboredo Madeira imponerer mig med næsten alt, hvad der kommer derfra. Den portugisiske vingård i det højtbeliggende Beira-område skaber stort set guld ud af alt, hvad de rører ved. Og det er ikke helt ulogisk, for dels er der enorme kompetencer på spil på markerne, og samtidig er markerne blandt de højest beliggende i Portugal overhovedet. Det giver optimale forudsætninger for at skabe tætte, komplekse og nuancerede vine, og selv i en Grande Reserva som denne, der har ligget 12 måneder på fad, er der plads til så meget uspoleret druesmag, at det niver, hvor det skal og bløder op, når det er tid til den slags. Druesammensætningen hedder på portugisisk Tinta Roriz, Touriga Nacional og Jaén. Touriga Nacional er nationaldruen i Portugal, Tinta Roriz er det portugisiske navn for Tempranillo, og Jaén er samme sort, som vi i det nordlige Spanien kender som Mencía. Et par år i en mørk, kølig og tør kælder vil helt sikkert sende den endnu højere på karakterskalaen. Men det her er en sublim opvisning i portugisisk power og elegance.

Winewherever, Rasmus Christensen

Her viser Beyra hvordan en topvin skal smage. Den er pakket med saftige rødfrugtet bærnoter og kryderet aromaer, der er sammenholdt af en rank og spændstig syre der fint bliver komplementeret af fadnoter. En vin med et stort potentiale. Er du til Beyra vil du elske deres Grande Reserve.

Verema

Cherry-colored wine with a garnet rim, clean, bright and with a medium-high layer. The nose is of good intensity, elegant due to the balance and combination of aromas, red and black fruits, floral notes, spices from various sources, toasted, smoked and balsamic sensations.
In the mouth it has a good attack, silky touch, very good acidity that structures the passage of the wine, wide, juicy, with a good body and marked complexity. Again elegant and very balanced. Good persistence.

Vivino

Concurso Vinhos de Portugal

Houlberg

6 Thumbs up. Duftmæssigt bliver det nærmest et deja-vu til 2017'eren, for igen har Rui Roboredo Madeira mast eller fået komprimeret en overflod af indtryk ind i vinen ... nærmest som dykkergas i trykflaske med lidt over 300 bar og klar til at eksplodere med snert af lidt bordeauxfile sprængstykker. Det er atter kompakt, massiv og tætpakket mørk frugt, brombær, solbær, sorte kirsebær, dadler, fadpræg med vanilje, toast, mælkechokolade ... men også sød finsk lakrids, tør engelsk lakrids, saltvand og grønne urter. I munden fremstår vinen langt yngre end 2017'eren ... hvad den selvfølgelig også er, men altså ikke kun med et år, for der er klart mere syre, bid, tørhed og friskhed, så vinen fremstår meget rank og faktisk knap så cremet som 2017'eren. I stedet er det vildt intenst, stramt om end med mørk og fyldig frugt. Den friske mørke frugt får følgeskab af peber, svag bitterhed, ristede elementer, svag alkohol og så mundudtørrende, stramme og tørre tanniner samt knust sten, jern, rust og balsamicoeddike. Det er fortsat en knøs, snothvalp, drengerøv, grønskolling og et flødeskæg, som skal låses inde, gemmes og glemmes nogle år for at blive helt stueren, men allerede nu laver den ballade ... og jeg elsker det.